|
Af Helene Hesselager O'Barry
Den 23 maj, 2009 blev en flok grindehvaler jaget ned med motoriserede både ved Hvalvik, en lille by på øgruppen Færøerne i Nordatlanten. Grindehvalene blev jaget ind i en bugt, og her blev de alle dræbt, inklusiv unger og gravide hunner. Ifølge lokale statistikker blev 310 grindehvaler dræbt under tre sådanne hvalfangster på Færøerne i løbet af 2009.
Der findes to arter grindehvaler: den kortluffede grindehval og den langluffede grindehval (Globicephala melas). Det er den langlufferde grindehval, som Færøerne driver fangst på. Grindehvaler tilhører delfinfamilien, og hvalforskere har forlængst konkluderet, at disse havpattedyr er højt intelligente og sociale. Således lever grindehvaler i tætknyttede grupper, som typisk består af ældre hanner og hunner samt deres afkom i alle aldre. Grindehvalernes sociale bånd kan illustreres ved, at hunnerne hele livet forbliver i den den flok, som de fødes ind i.
Grindefangsten på Færøerne har på grund af de anvendte jagt- og nedslagtningsmetoder været genstand for stor kritik fra dyreværns-og miljøforeninger verden over. Jagtmetoderne udnytter grindehvalernes sociale adfærd og kan involvere mange timers jagt på havet. Når en flok grindehvaler lokaliseres, placerer lokale fiskebåde sig i en halvcirkel bag hvalerne og driver dem ind mod kysten. På et tidspunkt kaster hvalfangerne sten eller blylod, der er fastgjort til reb, ud i vandet lige bag hvalerne. Målet er at tvinge grindehvalerne til at svømme i samlet flok i retning af en bugt og lade dem strande på lavt vand. I den japanske by Taiji har vi ofte set delfinjægere benytte en tilsvarende metode, som ser ud til at sætte delfinerne i en tilstand af panik og manglende orienteringsevne, hvorved delfinjægerne kan jage dem i hvilken som helst retning, de vil. Men det hænder, at mange af grindehvalerne ikke strander, og det har været almen praksis at trække disse hvaler ind på land ved at jage en jernkrog ind i deres nakke. Det kan involvere flere forsøg med jernkrogen, som er forbundet til et langt reb, før krogen sidder tilstrækkeligt fast til, at de stadigt levende hvaler kan hives op på land, hvor de dræbes, een efter een. Ifølge diverse kilder vil en såkaldt stump-krog med tiden afløse jernkrogen. Stump-krogen stikkes ned i hvalens åndehul, hvorved hvalen hives ind på land. Grindehvaler er i besiddelse af et veludviklet nervesystem. De oplever utvivlsomt stor fysisk smerte under disse drivfangster, der udsletter hele familiegrupper ad gangen. Mens massakren står på, farves havet rødt af blodet fra de lemlæstede og døende hvaler. Grindehvaler benytter sig af et sofistikeret kommunikationssystem, og man kan høre dem kalde på hinanden. På trods af at jagt- og nedslagtningsmetoderne har ændret sig meget lidt gennem tiderne, fremkommer de færøske myndigheder på deres hjemmeside med denne forbløffende udtalelse: "... den færøske grindefangst har gennem årene med succes tilpasset sig moderne standarder indenfor ressource-forvaltning og dyrevelfærd."
Færøerne er et selvstyrende folkesamfund i det danske kongerige, og her har grindefangsten fundet sted siden det tiende århundrede eller tidligere. De færøske myndigheder forsvarer grindejagten med henvisning til tradition og fastholder, at grindehvaler den dag i dag udgør en vigtig fødekilde. Imidlertid udsætter kødet fra de dræbte hvaler færingernes helbred for betydelige sundhedsfarer. De tre grindefangster i 2009 er særligt alarmerende, eftersom de fandt sted mindre end eet år efter, at den færøske sundhedsstyrelse advarede mod at spise grindehval. I august 2008 udsendte landslæge Høgni Debes Joensen og overlæge på Færøernes afdeling for folkesundhed Pál Weihe en fælles pressemeddelelse, hvori de bekendtgjorde, at kødet og spækket fra grindehvaler indeholder faretruende høje mængder af kviksølv og den langsomt nedbrydelige PCB. Forskning har påvist en forbindelse mellem disse kemikalier og Parkinsons sygdom hos voksne, forhøjet blodtryk, svækket immunsystem hos børn samt abnorm udvikling af nervesystemet hos fostre. Weihe and Joensen konkluderer, at grindehvaler i dag indeholder så store mængder giftstoffer, at hverken kød eller spæk ville opfylde moderne grænser for tilladelige koncentrationer af forureningsstoffer. De advarer, at grindehvaler ikke længere egner sig som som menneskeføde.
Færøernes grindedrab udsætter hele flokke af de stærkt sociale dyr for stor fysisk og psykisk lidelse. Som et resultat af fangsterne introduceres tonsvis af forurenet hvalkød til de færøske husholdninger. Vi finder det ganske uansvarligt, at de færøske myndigheder tilsidesætter sundhedsmyndighedernes advarsler og således sætter deres befolknings sundhed over styr. Vores Save Japan Dolphins kampagne opfordrer hermed den færøske regering til med øjeblikkelig virkning at ophøre al jagt på grindehvaler. |